Tag med til Aarhus - Smilets By

4 dage

Informationer

Aarhus, Danmarks næststørste by, byder på museer i verdensklasse, fremragende shopping, havn, strand og skov. Samtidig har Aarhus landets højeste koncentration af studerende og er på den måde Danmarks yngste by. Det gastronomiske niveau er højt, atmosfæren er livlig og caféerne fyldte. Og selv om Aarhus er ung i hjertet, er det også en by fyldt med historie, der strækker sig helt tilbage til vikingetiden. Byen er kendt for det nye kulturhus Dokk1, det historiske Latinerkvarter og attraktioner som Den Gamle By og AROS Kunstmuseum.

Nyhed

Fantastiske museer og en charmerende bymidte

DAG 1

Afrejse fra Rønne Havn kl. 06.30. Under overfarten til Ystad spiser vi morgenmad ombord. Så går turen via Øresundsbroen og tværs over Sjælland og Fyn mod Jylland og direkte til Aarhus. Vi spiser frokost på den gamle Børkop Mølle, som ligger lidt uden for Skanderborg. Midt på eftermiddagen er vi fremme i Aarhus, hvor vi på vej til hotellet kører en lille, orienterende byrundtur.
Middag og overnatning på Scandic Hotel Aarhus, som ligger lige midt i byen, få skridt fra gågade, Salling Stormagasin og rådhuset.

DAG 2

Efter morgenmad kører vi ud til MOMU - Moesgaard Museum, som ligger lige uden for byen, nær Marselisborg Slot. Museet, der er en attraktion i international klasse, inviterer til at gå på opdagelse i historien og dens mennesker; gennem blandt andet old- og vikingetiden, op ad Evolutionstrappen og flere afvekslende udstillinger. Frokost i museets café (inkl.) inden vi kører ind til bymidten for at se en helt anden slags udstilling: Vi skal besøge det store AROS kunstmuseum. Ud over de faste udstillinger er der flere særudstillinger. Nyd også udsigten over byen fra rotunden på 8. sal og den fantastiske bygning som i sig selv er et kunstværk. Her kan man bruge al den tid, man har lyst til.
Fortsæt på egen hånd ud i byen og gå på opdagelse resten af dagen. Her er bl.a. Magasin, Salling, et væld af butikker for enhver lyst, charmerende caféer nede ved åen og det spændende nye område Dokk1 nede ved havnen. Der er ikke middag inkluderet – men Aarhus tilbyder en mangfoldighed af restauranter for enhver smag, lige fra Michelin-kategorier til pølseboder.

DAG 3

I dag skal vi besøge Den Gamle By i Aarhus. Den Gamle By er grundlagt i 1909 som verdens første frilandsmuseum for byernes kulturhistorie. I 1914 åbnede museet på den nuværende placering i Botanisk Have i Aarhus midtby.
Den Gamle By består i dag af 80 historiske huse fra 25 byer over hele Danmark. Museet rummer talrige boliger, værksteder, butikker og genstande fra stort set alle byer i Danmark. I mange af husene er indrettet museer og særudstillinger. Museumsarealet indeholder også 7 historiske haver. Café, traktørsted, restaurant og bager lokker med gode sager. Frokost er ikke inkl. idag. Hele dagen står til rådighed for at besøge Den Gamle By. Når man har set sig mæt, lokker resten af midtbyen til shopping og videre udforskning på egen hånd. Besøg også den smukke domkirke St. Clemens, som har Danmarks længste kirkeskib. Middag på hotellet.

DAG 4

Efter morgenmaden er der måske tid til en lille tur ned på havnen eller til Bispetorvet inden vi pakker bussen og sætter kursen hjemad. Sidst på formiddagen kører vi ombord på Molslinjen for at sejle fra Aarhus til Sjællands Odde. Vi får en let frokost ombord. Fra Odden fortsætter vi ad motorvejsnettet forbi Holbæk og Roskilde mod København, videre over Øresundsbroen til Ystad. Under overfarten med Færgen til Rønne serveres et let aftensmåltid ombord, og så er vi hjemme igen efter en oplevelsesrig miniferie i det jyske.

Dato: 28. juni – 1. juli 2018

Inkluderet
  • 4-stjernet rejsebus
  • Dansk rejseleder på hele turen
  • Færgen Rønne – Ystad T/R
  • Molslinjen Aarhus – Sjællands Odde
  • 3 x overnatning på Scandic Hotel Aarhus City****
  • 1 x morgenmad
  • 3 x frokost
  • 3 x middag
  • Besøg på Moesgaard Museum (MOMU)
  • Besøg på AROS kunstmuseum
  • Besøg i Den Gamle By
  • Pris pr. person i dobbeltværelse:

    Kr. 5395,-

  • Tillæg enkeltværelse pr. person:

    Kr. 1600,-

ADRESSE

Gudhjem Bus 
 Hentregårdsvej 4
DK 3751 Østermarie

KONTAKT INFO

Tlf: +45 5647 2660
Email: info@gudhjembus.dk
Rejsegarantifonden Nr: 2660

FØLG OS HER
VI ER MEDLEM AF