Slesvig og Holsten

Ejderen grænseflod

Informationer

I århundreder var Ejderen grænseflod mellem Danmark og Tyskland. Efter krigen i 1864 rykkede grænsen op ti Kongeåen, men efter folkeafstemningen i 1920 fik grænsen sit nuværende forløb. Besøg de tidligere danske byer og egne.
DAG 1

Afrejse fra Rønne til Ystad kl. 06.30, vi nyder morgenmaden under overfarten. Fra Ystad kører vi over Øresundsbroen og ned over Sjælland til Rødby. Fra Puttgarden kører vi ganske kort til den lille by Heiligenhafen, hvor vi spiser frokost på restaurant Zum alten Salzspeicher. Efter frokost kører vi forbi Lübeck til Kiel, hvor vi indkvarteres på vores hotel for de næste 3 nætter Hotel Intercity Kiel***. Vi får vi lidt frisk luft under en spadseretur langs kajen og ned ad forretningsgaden Holstenstrasse, som i 1957 åbnede som Tysklands anden gågade. Her finder man bl.a. stormagasinet Kaufhaus, Holstentörn og Quer Passage med i alt 75.000 m2 overdækket shopping.

Store dele af Kiel blev sønderbombet under 2. verdenskrig på grund af de store skibsværfter og den tyske marines installationer ved Kieler-fjorden, men det er lykkedes at genopbygge store dele af den gamle bymidte omkring Alter Markt.

Vi spiser middag på hotellet.

DAG 2

Efter den dejlige morgenmad kører vi ud i det smukke område, som er spækket med dansk og tysk historie. Første stop bliver i den gamle fæstningsby Rendsborg. Byen opstod i 1100-tallet på en ø i Ejderen der hvor Hærvejen krydsede Ejderen. Vi gør et formiddagsstop ved Kielerkanalen, skibsfartens motorvej, som går fra Kiel i øst til Brunsbüttel i vest, hvor Eidern løber ud i Vesterhavet. Vi besøger den gamle handels- og fiskerby Husum, som lå ved handelsruten langs den jyske vestkyst, hvor de store kvægtransporter blev drevet sydpå og der opstod et stort kvægmarked. Sit egentlige opsving fik byen dog først efter stormfloden i 1362 (Den Store Manddrukning). Med stormfloden opstod en forbindelse til havet, og Husum kunne udvikle sig til havneby. Der er tid til at gå en tur og spise frokost på egen hånd inden vi fortsætter til Friedrichstadt, rosernes by, som også kaldes hollænderbyen. Byen blev anlagt i en næsten regelmæssig firkant, og de snorlige gader skærer hinanden i rette vinkler. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Kiel. Middag på hotellet.

DAG 3

I dag kører vi lidt nordpå til Dannevirke, Nordens største forsvarsværk og fortidsminde. Det består af volde og mure, som blev skabt og udbygget mellem år 600 og 1200. Værket skulle sikre rigets grænse mod syd og rakte tværs over Jylland. Senest i krigen 1864 fungerede Dannevirke som forsvarsværk, og fortidsmindet har en nærmest mytisk rolle i Danmarks historie. Vi skal besøge Hedeby, som ligger lidt udenfor Slesvig by. Vikingernes Haithabu var en af de vigtigste bosættelser i Nordeuropa og skueplads for mange af vikingetidens magtkampe. Vi besøger Gottorp slot, et gammelt residensslot for de daværende hertuger af Schleswig – Holstein. Gottorp er i dag ikke bare slot, men et helt kompleks af museer.

Slesvig opstod på nordsiden af fjorden Slien, efter at vikingernes handelsplads Hedeby opløstes og var dansk helt frem til krigen i 1864. I dag findes der stadig et dansk mindretal med egne skoler og kulturinstitutioner i byen. Slesvig kalder sig Nordeuropas ældste by. Vi får tid til at gå på opdagelse og spise frokost på egen hånd i Slesvig inden vi sidst på eftermiddagen kører tilbage til Kiel.

DAG 4

Fra kiel er der en god times kørsel til Flensborg. Flensborg blev, som mange andre købstæder ved Jyllands østkyst, grundlagt i 1100-tallet.

Flensborg forbinder vi ofte med grænsehandel og billige dåseøl, men byens historie rummer et afsnit om en by fuld af romfabrikanter i 1700- og 1800-tallet. Som en af rigets vigtige handelshavne havde Flensborg masser af skibstrafik. Dengang var de tre caribiske øer St. Thomas, St. John og St. Croix under dansk herredømme, og det samme var Flensborg. En del skibe satte kurs mod Dansk Vestindien og bragte både sukker og rom med retur. I storhedstiden var der flere hundrede romhuse i Flensborg, men i dag er der kun et par stykker tilbage, hvoraf vi skal besøge det ene, Johannsen Rum.

Vi spiser frokost på en hyggelig restaurant i Flensborg centrum. Der kun ganske kort til den lille grænseby Harrislee, hvor vi gør et lille indkøbsstop ved de store grænsebutikker.

Fra grænsen går turen langs den gamle hærvej op gennem Jylland over Lillebælt, på tværs af Fyn – Storebælt – Sjælland og Øresund til Ystad, hvorfra vi sejler kl. 18.30. Forventet ankomst til Rønne kl. 19.50.

Dato: 6.-9. oktober 2019

Inkluderet
  • Færgebilletter Rønne – Ystad T/R, Rødby – Puttgarden E/T, Broafgifter Øresund og Storebælt
  • 3 hotelovernatninger i delt dobbeltværelse, 4 x morgenmad, 2 x frokost, 4 x middag
  • Byvandring Kiel, Entré Vikingemuseet Hedeby, Entré Gottorp Slot, Romsmagning i Flensborg.
  • Pris pr. person i dobbeltværelse:

    Kr. 3.960,-

  • Tillæg enkeltværelse pr. person:

    Kr. 525,-

ADRESSE

Gudhjem Bus 
 Hentregårdsvej 4
DK 3751 Østermarie

KONTAKT INFO

Tlf: +45 5647 2660
Email: info@gudhjembus.dk
Rejsegarantifonden Nr: 2660

FØLG OS HER
VI ER MEDLEM AF